mandag den 25. januar 2016

Bourbon Pecan Pie med banan is

Her i weekenden afholdt vi lidt forsinket en  julefrokost som vi ikke lige kunne finde plads til i december. Menuen stod på helstegt kalkun, roast potatoes, stuffing mv. Jeg syntes at det kunne være fint at holde temaet i det amerikanske/britiske hjørne og kom i tanke om denne opskrift fra Kille Ennas "Mit Solskinskøkken". Bogen er efterhånden ved at have 18 år på bagen, men jeg husker det som igår, at jeg lå på et tæppe på græsplænen i mine forældres baghave og sugede opskrifterne til mig, alt imens solen skinnede fra en skyfri himmel (nu begynder jeg virkelig at se frem mod forår og sommer). Opskriften på denne Pecan Pie med banan is er én af de opskrifter som jeg har haft på min mentale To Do liste, siden jeg læste bogen, men bedre sent end aldrig. Opskriften skuffede ikke! Desserten blev indtaget i lørdags ved et næsten tavst bord, kun afbrudt af "Uhmmm" og andre velsmagslyde...

tirsdag den 5. januar 2016

Citronfromage

Citronfromage er for mig en af de allerbedste desserter der findes. Den er frisk og let og så bringer den dejlige minder frem fra diverse familiemiddage, fødselsdage mv. 
Min farmor lavede den bedste citronfromage i denne verden og desværre har jeg endnu ikke formået at gøre hende kunsten efter, da jeg aldrig så hende lave den. 
Denne opskrift er fra Frk. Jensens kogebog og er den jeg oftest laver. 
Jeg kan godt lide at tune min citronfromage med en lille smule rålakrids ved serveringen. Citron og lakrids har bare altid fungeret godt sammen for mig og gør det stadig.