mandag den 30. september 2013

Couscoussalat med dukkah

Da vi den anden aften mæskede os i lækkert lammekød, lavede jeg denne salat som tilbehør til et stykke grillet lammefilet. En dejlig let salat med masser af smag og varme fra dukkah, chili og ristede mandler. Dukkah er efter hvad jeg har kunnet læse mig til, et egyptisk blandingskrydderi, som består af ristede nødder og krydderier.
Denne salat ville gå fint i spænd med en ganske almindelig frikadelle såvel som et fint stykke lam. 

Lammekoteletter med tartarsauce

Vi kan godt lide at kræse lidt ekstra om maden når vi kommer til weekenden og denne weekend var ingen undtagelse.
Vi tilberedte 2 forskellige udskæringer af lam og her er den ene af dem: lammekoteletter med tartarsauce og naanbrød. Vi spiste lammekoteletterne som en tidlig forret og drak en godt humlet, kold øl til.

søndag den 29. september 2013

Farmors forlorne hare

Idag ville min kære farmor være fyldt 90 år. Så til ære for hende får i her hendes opskrift på en af mine livretter som barn og som jeg elskede at hun lavede til mig. Hun brugte Frk. Jensens opskrift, og jeg blev derfor enormt glad da jeg på et tidspunkt fik kogebogen foræret i gave. Men hvor blev jeg dog skuffet. Opskriften var blevet redigeret og lignede på ingen måde den opskrift min farmor brugte. Men her er den rigtige og den ubestridt bedste udgave af en gammel klassiker - hvis altså i spørger mig.

fredag den 27. september 2013

Uhmmmm.... Kiksekage

Jeg har virkelig fået trådt lidt i mine barnesko igen, med denne opskrift. Hold op hvor den bringer minder frem. Der er dog den forskel at denne opskrift ikke er med palmin eller æg, men istedet er med mørk chokolade og kondenseret mælk. Jeg må tilstå at jeg var meget skeptisk på opskriften - kunne den virkelig leve op til de kiksekager som jeg har sat til livs i løbet af min barndom? Jeg er ikke ovenud begejstret for palmin, men problemet er at nogle gange smager "affektionsværdien" og mindet bare bedre end kvalitet. Jeg synes dog at denne opskrift lægger sig meget tæt op af den originale kiksekage som jeg husker... Og den er god!

onsdag den 25. september 2013

Hapsere med gedeost og grøn tomatmarmelade

Jeg havde en del grønne tomater at eksperimentere med i år, og der var for mange til kun at lave syltede grønne tomater. Så i år prøvede jeg at lave en grøn tomatmarmelade - en opskrift som jeg har haft kig på i flere år, men aldrig rigtig har fået taget mig sammen til at lave. Opskriften er fra Killes Køkken, en kogebog som efterhånden har 12-13 års jubilæum i mit køkken, og som jeg holder meget af. Jeg var ikke synderligt imponeret over den grønne tomatmarmelade da jeg skulle smage den til, men da jeg lavede disse hapsere med cremet gedeflødeost og den let røgede marmelade, var jeg solgt... Sikke en mundfuld!


tirsdag den 24. september 2013

Hokkaidosuppe med rå forårsruller

Denne hokkaidosuppe er én af mine foretrukne supper at nyde når det bliver efterår og vinter. Den er ufatteligt blød og cremet i konsistensen, og så bidrager chili og ingefær med en behagelig varme og friskhed i suppen. Normalt serverer jeg den med lynstegte rejer som tilbehør, men igår fik jeg lyst til at servere rå forårsruller til. En rå forårsrulle er i bund og grund bare rispapir som er fyldt med sprøde grøntsager og et valgfrit fyld. Denne gang fyldte jeg mine med rejer, tomat, agurk, forårsløg og rød chili.

mandag den 23. september 2013

Gulerodskage med valnødder

Her i weekenden udnyttede vi det gode vejr og tog en tur i skoven sammen med vores børn. Børnene fik brændt noget energi af og vi fik fundet en pæn mængde flotte Karl Johan svampe. Inden vi tog i skoven havde jeg bagt en lille gulerodskage, som stod og ventede på os da vi kom hjem igen. 

søndag den 22. september 2013

Blomkålsgratin

Jeg er gået lidt i gemmerne, og har fundet nogle opskrifter frem, som for mig både er oldschool, retro og gammelt guld. Én af disse opskrifter er på denne blomkålsgratin, som jeg skal være ærlig og sige, at jeg har haft et anstrengt forhold til - altså til gratinen. Jeg tror at jeg i mange år har forbundet den med kogte gulerødder og ærter, som jeg er ret sikker på min mor brugte deri. Jeg har aldrig brudt mig om kogte gulerødder og kan den dag idag stadig ikke fordrage dem.
Denne blomkålsgratin har dog formået at omvende mig igen og jeg elsker bare denne ret. Jeg serverede en kogt skinke til gratinen og gav retten et drys forårsløg.


fredag den 20. september 2013

Syltede grønne tomater

Det er ikke sikkert at du ved det, men de grønne tomater som står i dit drivhus og som med al sandsynlighed ikke når at modne, kan syltes og blive til det lækreste tilbehør til din varme mad eller i en sandwich.


onsdag den 18. september 2013

Burger med grøn peberfrugtrelish og kandiseret bacon

Jeg finder rigtig meget inspiration til min madlavning og mine opskrifter, ved at følge forskellige madprogrammer i fjernsynet. Et af de mere usunde, og af og til groteske af slagsen er serien "United States of Bacon" på Discovery Channel, hvor der sættes fokus på spisesteder rundt omkring i USA hvor de laver specielle retter med bacon. Denne serie har givet mig inspirationen til denne relish og burger, som jeg har glædet mig til at smage. Burgeren blev smurt med en avocadodressing og lagt sammen med tomatskiver, rucola, ost, forårsløg, en krydret bøf og kandiseret bacon.


tirsdag den 17. september 2013

Fuldkornskiks

Da jeg forrige weekend var med på høstmarkedet på Ausumgaard, havde jeg udover blommekagen, også disse fuldkornskiks med. Jeg var overbevist om, at de ville dele vandene, da ikke alle bryder sig om smørbagte kiks og småkager. Overraskende nok vakte de stor begejstring, og derfor får i opskriften her.
Man skal dog ikke forvente en sprød og knasende kiks her, men en lidt blød og smuldrende struktur. Kiksen vil gøre sig rigtig godt på et ostebord med en kraftig flødeost, f.eks. hvidløgsost og den behøver selvsagt ikke smør :-)


onsdag den 11. september 2013

Pandekager med bourbonsirup og bacon

Hvis du er glad for små, tykke pandekager til morgenmad og ovenikøbet er vild med whisky og bacon - ja, så er denne morgenmad lige noget for dig. Stærkt inspireret af Epic Mealtimes "Whiskey Syrup Bacon Pancakes" er opskriften blevet tilpasset til vores smag herhjemme.


tirsdag den 10. september 2013

Blommekage fra høstmarked på Ausumgaard

Jeg havde i weekenden fornøjelsen af, at være med på høstmarkedet på Ausumgaard. Det var en rigtig hyggelig dag med dejligt vejr, dejlig mad og søde mennesker som kiggede forbi min stand til smagsprøver og en sludder omkring råvarer og madtraditioner.
Jeg havde bl.a. bagt fuldkornskiks og lavet blommekage, og opskriften på blommekagen får i her.

søndag den 8. september 2013

Dadler med ost og bacon

Et hurtigt blogindlæg bliver det til denne aften. Sidste weekend lavede jeg denne snack som en nem lille forret. Det var blot en hapser til et glas godt øl, men den kan også serveres som en del af et tapas eller ostebord. Vi drak en Black Ale fra Thisted Bryghus til og det var sjovt hvordan sødmen fra dadlerne og det salte bacon fik øllet til at ændre karakter.


torsdag den 5. september 2013

Mirabellemarmelade med gulerod

Her i weekenden lavede min kæreste mirabellegrød til mig. Jeg har aldrig fået mirabellegrød før, men jeg blev meget begejstret for det. Én af de ting jeg blev begejstret over, var den smukke orange/gule farve som grøden fik. Den mindede mig om, når min mor havde købt appelsin og gulerodsmarmelade, som var en af mine absolutte favoritter i min barndom. Så vi plukkede endnu en skålfuld mirabeller og så blev der lavet marmelade. Marmeladen blev helt perfekt, og den er ret billig at lave, for du kan være heldig at finde mirabeller mange steder i byen, i læhegn, parker osv.


søndag den 1. september 2013

Tarte Tatin

Den danske æblesæson er endelig igang! Jeg har ventet længe på at sætte tænderne i et sprødt, syrligt Discovery æble - der er meget få ting som jeg ser mere frem til...
Jeg havde aftalt med min kæreste, at det første som skulle på menuen herhjemme når de danske æbler var klar, skulle være en Tarte Tatin.
Der er flere historier omkring hvordan kagen blev opfundet, men den jeg oftest kommer omkring er den om søstrene Tatin, som en dag kom til at bage æblekagen på hovedet med dejen opad. Det er nemlig sådan en Tarte Tatin laves; karameliserede æbler bages i panden med mørdej som låg. Du skal med andre ord have en pande som  kan tåle at komme i ovnen og gerne med nonstick belægning.